Sådan broderer du et personligt motiv på tøj, tasker og accessories

|Gitta Helena Greve
Sådan broderer du et personligt motiv på tøj, tasker og accessories

Vil du give dit eget eller dit barns tøj og accessories et personligt og kreativt udtryk? Med broderi kan du nemt tilføje dine helt egne motiver. Det kræver ikke meget udstyr, og du behøver heller ikke være øvet i at brodere for at komme i gang.

Her får du en enkel guide til, hvordan du overfører et motiv til stoffet og broderer det med et flot og holdbart resultat.

Det skal du bruge

Inden du går i gang, er det en god idé at samle materialerne:

DMC-garn er et godt valg, hvis du ønsker et resultat, der både ser flot ud og holder sig pænt. Garnet fås i et stort udvalg af farver, så du kan finde præcis de nuancer, der passer til dit motiv.

Vælg dit motiv

Start med at beslutte dig for et motiv, der passer til det, du gerne vil brodere. Hvis det er første gang, kan det være en fordel at begynde med et enkelt motiv med tydelige linjer. Det kan for eksempel være en blomst, et hjerte, et symbol eller et navn.

Tænk også over størrelsen. Et lille motiv kan være rigtig fint på en brystlomme eller en hue, mens et større motiv kan fungere godt på en taske eller jakke.

Når du har besluttet dig for, hvilket motiv du ønsker, skal du have det overført på stoffet. Det kan gøres med enten en forsvindingspen eller magic paper.

Overfør motivet med en forsvindingspen

En nem metode er at tegne motivet direkte på stoffet med en forsvindingspen. Pennen er udviklet til midlertidig optegning, så markeringerne forsvinder igen af sig selv efter lidt tid.

Tegn motivet forsigtigt på stoffet. Sørg for at få alle deltaljer med, så du har et godt udgangspunkt, når du skal i gang med at brodere.

Tip: Test altid pennen på et lille, usynligt område af stoffet først og se hvor lang tid, der går før stregerne forsvinder. Forskellige tekstiler reagerer forskelligt på forsvindingspenne.

Overfør motivet med Magic Paper

Magic Paper er et smart alternativ, hvis dit motiv er mere detaljeret, eller hvis det er svært at tegne direkte på stoffet.

Du kan tegne motivet på Magic Paper med en almindelig pen eller blyant, eller du kan printe motivet på Magic Paper-arket med en almindelige printer.

Klip dit motiv ud og fjern beskyttelsespapiret. Placér papiret på det ønskede sted på stoffet med den selvklæbende side nedad, og tryk det forsigtigt fast.

Sæt stoffet i en broderiramme

Hvis stoffet tillader det, kan du med fordel bruge en broderiramme. Den holder stoffet stramt og gør det lettere at lave ensartede sting.

Når du broderer på tøj eller andre færdige accessories, kan det dog være nødvendigt at arbejde uden ramme, hvis stoffet er tykt eller svært at placere i en ramme. I så fald kan du i stedet holde stoffet let stramt med hånden, mens du arbejder.

Brodér motivet med DMC-garn

Del eventuelt DMC-garnet op, hvis du ønsker finere og mere delikate sting. Hvor mange tråde du skal bruge, afhænger af det udtryk, du ønsker, og hvor kraftigt stoffet er.

Nu kan du begynde at brodere – enten direkte på stoffet, hvis du har tegnet dit mønster op med en forsvindingspen eller gennem dit Magic Paper, hvis du har benyttet Magic Paper.

Til konturer kan du for eksempel bruge stikkesting, som giver en enkel og tydelig linje. Til større områder kan du bruge satinsting, mens kædesting kan give et dekorativt og mere organisk udtryk.

Du behøver ikke kunne alle broderisting for at komme i gang. Et enkelt motiv med få forskellige sting kan sagtens blive både flot og personligt.

Broder langsomt og roligt

Når du broderer på tøj, tasker eller accessories, er det en god idé ikke at stramme garnet for meget. Hvis du trækker for hårdt, kan stoffet trække sig sammen og blive rynket omkring motivet.

Prøv i stedet at holde en jævn spænding i garnet og arbejde sting for sting. Det giver et pænere resultat og gør det lettere at følge motivets linjer.

Hvis du laver en fejl, er der ingen grund til at starte forfra. Broderiet kan som regel forsigtigt pilles op, hvorefter du kan prøve igen.

Giv dit broderi et holdbart resultat

Når motivet er færdigt, hæfter du garnet godt på bagsiden og klipper eventuelle løse tråde af.

Har du brugt en forsvindingspen til at tegne motivet op, forsvinder stregerne af sig selv efter kort tid. Vent med at vaske stoffet indtil pennens streger er helt væk.

Har du brugt Magic Paper skal du skylle området med vand, indtil papiret er opløst og væk fra broderiet. Magic Paper er vandopløseligt og er netop udviklet til at kunne skylles væk, når broderiet er færdigt. Sørg for, at alle rester af papiret er væk mellem stingene. Når papiret er skyllet væk, kan du forsigtigt presse overskydende vand ud uden at vride stoffet. Læg derefter arbejdet til tørre.

DMC-garn er farveægte og af høj kvalitet, hvilket gør det velegnet til projekter, der skal kunne bruges igen og igen. Følg dog altid vaskeanvisningen for det konkrete stykke tøj eller accessory, så både tekstilet og broderiet holder sig flot længst muligt.

Gode råd

Test først: Hvis du broderer på et sart eller særligt materiale, kan det være en god idé at teste teknikken på et lille stykke stof først.

Brug den rigtige nål: Vælg en nål, der passer til både stoffet og den type broderi, du laver.

Broder med jævn spænding: Undgå at trække garnet for hårdt, så stoffet bevarer sin form.

Her kan du få alt hvad du skal brug for at komme i gang med at brodere på tøj.